Nyhed
| [20.03.2009] DUF VEGA præsenterer Policy Slam | ||
| Skrevet af: Amalie Christensen | ||
| DUF har indgået et samarbejde med spillestedet VEGA om at afholde tre Policy Slam-arrangementer i løbet af foråret. Rækken af arrangementer er en enestående mulighed for at få sine visioner og holdninger ud til et bredt publikum i lækre rammer, som for alvor bryder med det traditionelle debatmøde. På vegne af DUF og VEGA vil jeg derfor gerne opfordre jer til at stille op som kombattanter i et af de tre Policy Slams. Nedenfor følger en beskrivelse af koncept, spilleregler og praktiske informationer. DUF VEGA præsenterer Policy Slam Hvad? Det gamle Grækenland møder MCs Fight Night én gang om måneden på VEGAs Ideal Bar på Vesterbro i hjertet af København. Markante holdninger til store temaer leveres af den danske ungdom i en engagerende, livlig og underholdende diskussionsklub. Staunings gamle talerstol hentes op af VEGAs kælder og herfra har I mulighed for at præsentere jeres holdninger til aftenens tema. Publikum bedømmer indsatsen, professionelle dommere udfordrer indholdet, og argumentationen, retorikken og originaliteten sejrer. Policy Slam er en videreudvikling af konceptet kendt fra Poetry Slam. Det poetiske element erstattes her af et holdnings- og værdibaseret indhold. Policy Slam handler om samtale, dialog, demokrati og samfundsengagement blandt unge. Hvordan? Hvor finder man engagerede unge med holdninger, der gerne stiller op til en moderne samfundsdebat? Det gør man i foreningslivet. Vi og VEGA vil derfor gerne indbyde alle interesserede foreningsaktive unge til at slamme på Ideal Bar. Der er ingen krav til hverken stil, facon eller evner, blot at man har noget på hjerte, og er medlem af en DUF medlemsorganisation (se listen over de 70 organisationer her: http:www.duf.dkforsideom_dufmedlemmer). Aftenens temaer er brede og lægger op til deltagelse fra alle typer foreninger: Onsdag d. 8. april 2009: Hvad drømmer du om? Onsdag d. 13. maj 2009: Hvordan får du indflydelse? Onsdag d. 10. juni 2009: Hvad tror du på? Det er fuldstændig frit i hvilken retning man fortolker temaet. Aftenerne vil byde på 3 runder. I første runde får slammerne 3 min. til at argumentere for deres synspunkt til aftenens tema. 2. runde er en publikumsrunde og 3. runde en dommerrunde. Hvorfor? Policy Slam og Staunings gamle talerstol er en platform af format, til at promovere foreningernes værdier eller politiske overbevisninger blandt den danske ungdom. Policy Slam kan derfor være med til at vise omverdenen det fantastiske arbejde børne- og ungdomsorganisationer gør hver dag for unge, foreninger og demokrati. Vi håber meget, at I vil gribe udfordringen. Kontakt Matilde Mostrup på policyslam@duf.dk eller 39134041 hvis du ønsker at slamme på et af temaerne (husk at angive kontaktoplysninger og foreningsbaggrund) eller ved spørgsmål ang. arrangementet. Venlig hilsen Martin Justesen Formand for DUF Dansk Ungdoms Fællesråd | ||