FNUs historie

Tilbage

Som selvstændig organisation går FNU’s historie i princippet ikke længere tilbage end 1992, da Landsungdomsforbundet blev oprettet. Flere af lokalafdelingerne er dog af betydeligt ældre dato; for eksempel så afdelingen i København dagens lys så tidligt som i 50’erne, og flere af de øvrige afdelinger kom til i løbet af 70’erne og 80’erne.

Ved indgangen til 90’erne eksisterede der 7 lokale ungdomsafdelinger, og det var i udpræget grad dette, som førte til dannelsen af Landsungdomsforbundet. De mange lokalafdelinger gav god grobund for et mere landsdækkende samarbejde, og her kunne et landsungdomsforbund være vejen frem. Det spillede dog også ind, at på det tidspunkt var Danmark det eneste nordiske land, som ikke havde en ungdomsorganisation, der dækkede hele landet; f.eks har Sverige haft dette siden 1978 og kunne for halvandet år siden fejre 25-års jubilæum.

De første år var FNU’s medlemstal imidlertid for lille til, at vi kunne få penge fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesforbund), hvorfor vi blev støttet økonomisk af vores moderforening. Dette ændrede sig dog fra og med 1998, hvilket blev begyndelsen på en ny æra for FNU. Pludselig havde Landsungdomsforbundet mange penge til at arrangere rejser til de andre nordiske lande, og netop rejserne er og har altid været en god måde at få nye og aktive medlemmer på. Samtidig fik Landsstyrelsen mulighed for at give tilskud til lokalafdelingerne, som herved fik et godt supplement til indtægten fra medlemskontingenter og dermed større økonomisk råderum. Dette har de fleste af lokalafdelingerne også forstået at udnytte på bedste vis, selvom vi på den anden side også må erkende, at der har været og stadig er afdelinger, hvor aktivitetsniveauet er meget lavt.

De senere år har interessen for FNU været opadgående, hvilket bl.a. har afspejlet sig ved det årlige landsmøde: FNU’s generalforsamling på landsplan. De seneste landsmøder har haft over 30 deltagere, og samtidig er der en klar tendens i retning af, at medlemmerne holder bedre ved end tidligere set; mange fortsætter med at være aktive efter at have rundet de 30 år, hvilket lover godt for fremtiden ikke bare i FNU, men også i moderforeningen. Et af fremtidens væsentlige udfordringer bliver at få gang i et netværk bestående af aktive medlemmer i aldersgruppen 30-50 år. Denne gruppe er endnu ret lille, men vil blive betydeligt større indenfor de næste 3-4 år.

Selvom der er meget, der ser positivt ud i FNU, er det dog under alle omstændigheder også meget vigtigt at være fokuseret på, at foreningen skal have mindst 400 medlemmer for at kunne opnå det meget eftertragtede tilskud fra DUF. Vi ligger for tiden lige på grænsen af dette magiske tal, og det er vigtigt for FNU at have minimum dette antal medlemmer. For det første er det sjovere jo flere vi er, og for det andet, hvis vi mister dette tilskud, vil det betyde en klar forringelse af muligheden for at arrangere billige rejser, hvad der er en meget stor del af FNU´s virke.